Mit bidrag til February Fiction 2019 Hvad er jeg? Jeg glor ind i spejlet, på min blege hud der strækker sig over min krop. Jeg tager fat i fedtet omkring mine sider, men giver hurtigt slip siden jeg afskyer det. Målebånden ligger klar på gulvet, men jeg har ikke lyst til at tage fat i det, fordi så bliver mareridt til virkeligheder. Jeg suger min mave ind og vender mig for at se det. Jeg sukker og giver slip på luften igen.. Jeg ved at det aldrig bliver virkelighed. Jeg tager den oversized hættetrøje jeg smed på gulvet tidligere og tager den over min krop igen.

I New York. Pulserende neonreklamer i endeløse rækker er det eneste jeg observerer. Det, og så det faktum at du ikke sidder overfor mig. Vi havde aftalt at mødes. Som sædvanligt har du valgt at brænde mig af. Servitricerne tripper rundt på deres afmærkede rute, mens de sender medlidenhedsfyldte blikke i min retning. Blikkene varer kun kort, før de erstattes af plasticsmil, rettet mod en nyankommen kunde. Jeg opfanger, hvordan deres indrammede øjne dør jo længere ind i samtalerne de kommer. Et kort øjeblik minder de mig om dig. Tiden går, og jeg færdiggør det sidste af min kaffe. Den er blevet kold. #februaryfiction dag 19.

NYT LAND - Skibet lægger til kaj, og ingen ved, hvor de skal gøre af sig selv. Der er en tummel af mennesker og fremmede kroppe, kødfulde, senede, udmagrede, ildelugtende og blomsterduftende, hæse, blide og lokkende stemmer og mærkelige ord frembragt et sted dybt nede fra halsen. En for en træder passagererne ind på fastlandet og forsvindet i mængden, indtil kun du står tilbage med let flakkende blik og debatterer med dig selv, om du efter den lange rejse alligevel tør tage skridtet. #februaryfiction

I København. Husene læner sig indover mig, klar til angreb. Et flygtigt øjeblik mærker jeg kulden trænge ind under min jakke. Som små knive ridser den i huden. Mine hænder er så frosne at jeg fumler med at få lukket knapperne i jakken. Mine sko er også forkerte. Vinden hyler idet den fiser ind gennem et af hullerne ved tæerne, men penge vokser ik’ på træerne. Og det gør sko heller ik’. Strøget har mange butikker, men støvlerne er altid dyre end jeg kan overkomme. I stedet kigger jeg opgivende ned på mine sko. ”De kan sagtens klare en sjappet vinter mere”. #februaryfiction dag 18.

Et blik - et skrig Jeg sad bag disken, og klokken var næsten 11, så jeg kunne snart lukke. Jeg havde lyst til at lukke tidligt, fordi butikken var tom, men så kom der en person, og der var noget ved ham, der ikke var normalt. Så kom han hen imod mig med en kasse øl i hånden, og det var da han gik hen imod mig, at jeg så hans blik, det var som om han ikke var i live, så tomt var hans blik, han var næsten henne ved mig, da han smed øl kassen fra sig og løb skrigende ud af butikken.

#februaryfiction ”Sidder du nu igen og ser Motorsavsmassakren? ” ”Ja, og? Hvad skal vi have til aftensmad? ” ” Pølse. ” ” Jeg elsker pølse, er den fra Føtex? ” ”Nej, jeg har været ved slagteren. ” ”Mmmm, så er det kvalitet. ” ”Nemlig. Førsteklasses, hjemmeslagtet på landet af slagter Gormsen. ” ”Skal vi så have pommes frites til? ” ”Nej. ” ”kartofler og sønderjysk hvidkål? ”Heller ikke. ” ” Kartofler, sovs og rødkål? ” ”Nope. ” ”Jeg giver op, hvad skal vi have til? ” ”Til blodpølse spiser vi altid sirup. ” ”Ad, blodpølse! Jeg går tilbage til Motorsavsmassakren! ”

#februaryfiction Bornholm 1996 Jeg ringer til tandlægen, bestiller tid. trækker telefonstikket ud. Tænder computeren i soveværelset, trækker forlængerledninger ind i stuen, sætter stikket i. Tilbage, tænder chhhhhhccccviiiiihhhhhwwwwkkkhkhkhzzzzzxxxxxxxxgghhjkjjjjhggggiiiiiiuhhh, laver kaffe, tænder op i brændeovnen, ckhhhhkkkkkkkhhhcccfzzzxxhhhhhkk........... stilhed, nu er jeg på! Åbner for internettet. Der er mail fra Anna på Langeland, hun sender mig en rygestopsdagbog hver dag. Jeg sender også en til hende. Jeg blev tilsluttet internettet en uge efter Anna. Vores rygestopsdagbøger var ret sjove, men nu er de væk. Modemmet er væk for længst, det er mange computere siden. Og nu er Anna også væk . Hvor bliver de af, derude i space.

FORÅR - De standser op, lige før skosnuderne rører ved den, blomsten der stikker hovedet op gennem en revne i asfalten med sin tynde, smidige stilk, spæde grønne farve og snehvide kronblade mellem al osen og larmen. "Jeg vidste ikke, det også blev forår i byen," sagde han og bøjede sig ned. Den duftede endda af det. "Det bliver altid forår," sagde hun. "Overalt." Og i næste nu greb hans fingre om stilken, vred fibrene over og stjal foråret til sig selv. #februaryfiction

Ballondans Vi er et team, ikke?! Det her er et fællesskab, vi har samme døgnrytme. Alle andre kæmper for det samme. Det er sådan her, det er. Hun forklarer det jo så fint, han kan godt se, det er rigtigt. Det var bare ikke sådan, han troede, det ville være. Hverdagen. Forældreskabet. Det er en underlig dans at holde de to hjerter bankende, imens livet sker omkring fødderne på en. Og nu var der så hende den lækre på arbejdet, der faktisk gider høre, hvad han siger til langt ud på natten og næste morgen med. Hvordan skete det lige? #februaryFICTION

https://www.facebook.com/1158968260817852/posts/1997387063642630/

Karma Er Overalt Kim og Lars var ude og bowle og hyggede sig. Da Kim skulle kaste sit tredje skud, kom han til at kaste bolden ned i den venstre sidebane. Lars hånede Kim’s dårlige skud. Men da de så blev Lars’s tur, glemte han at slippe kuglen, så han kastede den op i loftet, og ramte et af de fladskærmene som viste antallet af de kegler der var væltet. #februaryFICTION

#februaryfiction ”Skal jeg springe i dag? ” ”Nej, solen skinner så dejligt, jeg venter. ” ”Lad være med at udsætte det, du har jo bestemt dig. ” ”Men vi er så højt oppe, klippeskrænten er stejl, og havet bruser vildt nedenunder. ” ”Spring nu bare, du har jo snakket om det så længe. ” ”Jamen det svimler helt, når jeg kikker ned. ” ”Du skal ikke kikke ned, spring bare. Jeg kan puffe dig. ” ”Lad være, jeg gør det! ” Den lille fugl hoppede ud over redens kant, bredte vingerne ud og mærkede friheden ved at flyve for første gang.

Udregning. Mustafa havde lavet sin ekstra matematik på nettet- og havde indkasseret sine 150,-kr. Han kunne andetsteds på nettet, betale 50,-kr for at få løst sine opgaver. Det gjorde han naturligvis. 100,-kr i overskud. Mustafa’s mor sagde til ham, at det var tid til at hente hans 4 søskende. “Yes!” Sagde han. “Det koster 25,-kr pr. stk.” “Selvfølgelig min store dreng” svarede mor. Mustafa lærte aldrig at regne - sådan rigtigt! Men han var smart og klarede sig godt. Så godt, at han senere blev den første, ikke etnisk danske finansminister. Men ikke den første finansminister, der ikke kunne regne! #februaryFICTION

Når jeg insisterer på min sandhed, forlader jeg og forlades jeg længe af dem, der lukker øjnene; dem der, som jeg også har gjort, benægter sandheden, fordi accept ville tvinge dem til at vælge, og derfor vil de lige se, om jeg klarer strabadserne. Det er ikke dem, jeg får mine kræfter fra, når smerten og ensomheden hærger. Kræfterne kommer fra de beslutsomme, de oprigtigt ydmyge, de lydhøre og kærlige, som tydeligt ser, hvem jeg er, og derfor ikke er i tvivl. De genkender deres egen kamp i min og giver mig styrken til at fastholde min sandhed overfor benægtelsen. #februaryfiction

Han brugte så mange ord og sagde intet, så selv hans lille pikkemand havde abdiceret og trukket sig tilbage til sit leje af overflødig hud, mens den huskede de gode tider, hvor den ofte kom på besøg på nye spændende steder, mange paladser havde den besøgt, med rumklang og højt til loftet, men også de mere dunkle mørke steder havde den været, de havde været lidt skræmmende og alligevel så givende i sidste ende. Alt var slut, for hans ukritiske omgang med ord, sugede alle tomme på den triste måde, for intet gror at meningsløse ord. #FebruaryFICTION

Udgrænsning ”Taberdværg” råbte hun hovedløst ud i morgengryet. Det var ellers startet så godt, alle var festlige, og hun var endt i baren, hvor de to havde flirtet. Han havde spurgt, om hun ville med hjem. De steg ned fra barstolene, og hun smilede genert. ”Det går ikke alligevel,” sagde han. ”Du er for høj”. Resolut smed hun skoene. ”Beklager, det er bare min filosofi, manden skal være højest”. Han gik helt hen til hende for at måle efter, hun lænede sig frem for at kysse ham, han stod på tæer, hun gik lidt i knæ. Han prajede en taxa. #februaryFICTION

Krokodille-Mille. Hvorfor græd hun overhovedet? Det spørgsmål fyldte al pladsen i hans hoved den dag. Ikke noget med ”Hvad skal vi nu?” eller ”Hvad skal jeg nu?” Nej, kun spørgsmålet om, hvorfor Mille, der altid sagde hvor meget hun hadede skolen, nu stod og øsede tårer ud som var hendes båd sprunget læk. Armene slynget om drenge hun knapt kendte og piger hun ikke kendte, mens hun plaprede løs om de gode tider de havde haft sammen. ”Vi to skal da ses i den nærmeste fremtid!” Hendes stemme knækkede og hun viftede med hænderne for at få krokodilletårerne til at tørre. #februaryfiction dag 17

#februaryfiction De gik ude i roemarken med hver sit hakkejern. Heldigvis var han i den anden ende af marken, så hun kunne lade tankerne vandre frit uden irriterende småsnak. Roerne skulle hakkes. Hun var god. Ukrudtet blev fjernet. Roerne stod tilbage med et hakkejerns afstand. Hun kunne tricket med at kile hakkejernet ind mellem to små roeplanter, der slyngede sig op ad hinanden, og fjerne den ene. Solen bagte, fuglene sang, marken syntes uendelig. Når hun var færdig med en række satte hun et kryds på sedlen og tog så næste række. Det allerbedste var at få sin betaling om aftenen.

Det store ocean havde drevet gæk med Sejleren i ugevis. Vindene syntes at forsvinde så snart sejlene kom op. Fiskestangen bøjede sig, men krogene var tomme. En sælsom blindhed forhindrede ham i at aflæse kompasset. Nu havde han givet op. "Vil du ikke slippe mig nu?" Hviskede han grådkvalt ud over stilhedens uendelige, blå ørken. Havfruerne hvinede i ørerne, "Kom med os". Deres ansigter lignede den kvinde, han var sejlet til verdens ende for at glemme. "Redning eller undergang" mumlede han og sprang i. Vandet klukkede stilfærdigt rundt om båden. Når han kom op, ville han være en anden. #februaryfiction dag 16

Så stod hun der. Hun sendte mig smilende øjne og et stort bredt smil. Hun havde ingen ret til at grine af mig. Krise, ja det var sådan jeg oplevede situationen. Sveden piblede ud af alle porrer og med håret strittende ud til alle sider, viste sig en trold i spejlbilledet. Det var fuldmåne, hvilket ikke ligefrem gjorde indslumrings muligheden lettere. Viserne på uret løb i takt som et hamsterhjul, der er besværligt at træde ud af. Englen på min venstre skulder hviskede – Kvinde min, det er overgangsalderen. Djævlen på højre side hviskede - Gi’ hende noget at snakke om. #februaryfiction

Jeg leder efter skyggen. Den unddrager sig undersøgelse. Jeg mærker kun, at nogen gør ondt. Jeg gør. Hvem gør jeg ondt? Gør jeg visse andre ondt, når jeg protesterer imod at blive mødt med forventningen om ensidigt at underkaste mig deres behov og domme, deres perspektiv? Men jeg protesterer jo ikke… Måske leder jeg det forkerte sted. Gør jeg mig selv ondt ved at bebrejde mig selv, at visse andre opfatter mig som problemet og derfor krænker mig? Frygter jeg skuffelsen og det mod, den dominans jeg tvinges til at mobilisere, når jeg insisterer på at blive mødt med værdighed? #februaryfiction

Grænseland. Når man passerer muren til Grænseland, møder man en verden blandet af naturisme, Wild West og få grænser. Den eneste beklædningsgenstand man må bære, er en cowboyhat. Udover at være nøgne hele tiden- og hvad det nu fører med sig, i et land med få grænser, danser de meget. En dans der er halvt linedance og halvt ballondans! De spiser store CO2 bekostelige bøffer, tilberedt på hvidglødende kul. Intet andet! I Grænseland er døgnrytmen ophævet. Alt er åbent og alle er vågne som de har lyst til. Man skal være lidt speciel, for at nyde et ophold i Grænseland! #februaryFICTION

I Barcelona. Et øjeblik bilder jeg mig ind at jeg kan, hører tyrene i Pamplona. Det buldrende brøl fra en af de store væsener, i det triumferende øjeblik, hvor hornene møder en spinkel menneskekrop. Jeg smiler kort ved tanken om retfærdigheden, men gyser også lidt ved tanken om al blodet. Med benene svunget ud over balustraden der omkranser tagterrassen, og en halvlunken øl i hånden, lader jeg mig henføre. Henføre til arenaen på den anden side af boulevarden, hvor folk jubler ved synet af blod og kunst. Det interesserer mig egentlig ikke. Foretrækker at skabe billederne i hovedet. Jeg væmmes ved blodet. #februaryfiction dag 16.

#februaryfiction ”Kom i dag er det mig, der har boller og cola med. ” ”Så af sted i skoven og ned i hullet ved det gamle egetræ. ” ”Nemlig, hun var jo ret flink, vikingemøen. ” ”Nu er vi ved skillevejen og så til venstre ad den smalle mørke gang. ” ”Sig mig, har vi ikke gået længere end sidst? ” ”Jo, det synes jeg også, men vi må bare fortsætte, for der var ingen sidegange. ” ”Hov, nu er der lys forude. ” ”Hvad, det er da helt forkert, vi er kommet ud på den anden side af højen. ” ”Hmm, vikingemøen er nok ikke sulten i dag. ”

JORDNÆR - Hualatl rykker sin hvide sten to felter længere frem, og jeg rynker på brynene. Jeg kan se, jeg har tabt, så i stedet peger jeg op mod de øverste trin af stenpyramiden, hvor Killa med Måneansigtet er ved at gøre de sidste forberedelser til aftenens ceremoni. Endelig vil vi komme til at røre stjernerne. Endelig vil vi afdække himmellegemernes hemmeligheder og trodse Pachamamas lænker. Jaguarer blev ikke skabt til at sidde i bur, og vi blev ikke skabt til at være bundet til jorden. "Tænk engang," siger jeg. "Alt bliver anderledes." ”Det er din tur,” svarer han. #februaryfiction

https://www.facebook.com/Thomasarntforfatter/photos/a.1185644861483525/1996443123737024/?type=3&theater

Det er en gammel historie. Lige gå gammel som mennesket selv. Eller menneskets Selv og et fravær af det. Jo mere jeg nærmer mig labyrintens midte, des mindre er det muligt for mig at tale højt om det, jeg ser, uden også at gøre mig selv til et legitimt mål for de destruktive kræfter, jeg forsøger at afsløre kilden til. Der findes ét heldigt udfald: at se skyggen i mig selv og have modet til at lade den tage kampen imod skyggerne i verden omkring mig uden selv at blive til skygge. Og så findes der en række uheldige udfald. #februaryfiction

Alle gode gange tre..Første gang så lader vi dig gå... Hun smiler. Det var sjovere at være barn. De leger altid i gården, gyngede, legede sanglege, spillede bold. Hun har virkelig brug for denne chance. To gange har hun fået afslag før hun kunne vise hvad hun kunne. Hun går ind ad teatrets gamle port. Da hun når til døren, knirker den lidt. Hun ser det hele. Klapsalverne, lyset, inspirationen, det hårde arbejde og alle de smukke ord der er skrevet. Hun ryster lidt, nerverne flagrer et øjeblik. Hun håber hendes ben vil bære hende. Bare det sidste stykke.

https://m.facebook.com/1158968260817852/posts/1995802247134445/?notif_id=1550127603693926&notif_t=scheduled_post_published&ref=notif

OM RO Han sidder hvor han altid sidder. På kanten, der hvor verden passerer ham på gaden. Han er nu på sit enogfirsindstyvende år, med livet bag sig, der har sat sig i hans blik og som smerter i hans knæ. Den blomstrede voksdug, er falmet med kafferander og ridser, som i hans ansigt. Intet er som i gamle dage, og alle dage er ens. Kaffetår, cerut, morgenbajer, radioavis, skimmelost. Fra sit vindue i køkkenet, et kig ud på verden, som aldrig kigger tilbage. Det er også lige meget. Han sidder hvor han altid sidder, og her er der ro. #februaryfiction #februaryfiction2019

De gik i samlet flok den aften. Alt var planlagt ned til mindste detalje så intet ville gå galt. Duften af lyng hang som et usynligt tæppe og blandede sig med den salte luft ude fra havet. Hun elskede det lilla billede som lyngen malede for hendes øjne. I hendes hånd lå hans, varm og tør med den hårde hud mod hendes. Hun lukkede øjnene og lod hans rytmiske gang føre hende mod målet. ”Vadehavet er lige ret forude. Bare nogle meter endnu så skal i bare se et pragtstykke!” Professorens luftige ord smøgede sig ind i hendes mentale billede. #februaryfiction dag 14.

KRAGER - "De fandens krager," vrissede Winther og skulede ud gennem køkkenvinduet. Tænkte på alle de forstyrrede kaffestunder, det nedtrampede græs på plænen, al deres skræppen og javen, der jog de kønneste små fugle bort fra haven. Folk sagde, at de gjorde godt for noget, men hvad anede han ikke, og så tog han en rask beslutning i det øjeblik. Hentede bøssen inde fra skabet, gik ud på terrassen og tog stille og roligt sigte. Et enkelt skud var alt, der skulle til. Den ene lettede, mens den anden styrtede skamskudt til jorden i en sky af skruer og printplader. #februaryfiction

Ulrik og jeg er på vej ovenpå for at betale huslejen for vores kælderlejlighed og drikke et glas julesherry med vores værter. Vi roser de rolige omgivelser, og fruen i huset fortæller historier: Det siges, siger hun, at den seglmåneformede vej, vi bebor, blev anlagt af Jarlen af Charlemonts forhenværende elskerinde som hævn for at hun var blevet forhenværende. Halvcirklen skulle forhindre Jarlen i at se havet fra sit soveværelse. Endvidere, fortæller hun, boede Bram Stoker, i selvsamme hus som os, mens han skrev Dracula. Spændende, siger vi. Af en eller anden grund lukker jeg ikke et øje den nat. #februaryFiction #100ord #GlimtFraDublin #Dracula

#februaryfiction Dag 14. Valentins dag! Jeg venter på dit opkald hele dagen. I ovnen dufter chokoladekagen. Din yndlings. Du vil komme forbi i nat. Måske kan du ovenikøbet få tidligt fri, så vi kan spise sammen. Jeg drømmer om røde roser, frækt undertøj og dine dybe øjne, som klæder mig af før hænderne. Ding! Chokoladekagen er færdig. Rødvinen er tømt. Jeg gider ikke begynde på aftensmaden. Jeg forestiller mig hvordan din svedige krop får hende til at skrige af fryd. Jeg tager handskerne på. I morgen vil de også finde dig nøgen og uden kønsdele i havnen. Ligesom ham sidste år 💔👀

Sidste dans Alt er pakket. Han har linet de klare sække op, han har ryddet skabet. De skal videre, han skal videre. Hun passede altid så godt på sine ting. Hun værdsatte alt, hvad der var. Han lyner den sorte pose op, mærker på stoffet og trækker brudekjolen ud. Så fin den er med perler og blonder. Han mindes dagen, hvor smuk hun var, hvor rundtosset man er i glæden. Han lægger overdelen af kjolen mod sit bryst, trækker den lidt op på skulderen, folder armene omkring kjolelivet, rokker roligt sin krop fra side til side i den stille nat. #februaryFICTION

#februaryfiction ”Hvad kunne du tænke dig at blive, når du bliver stor? ” ”Sikke noget vrøvl, du ved da godt, at vi ikke bliver større. ” ”Nå, ja, men vi kan jo gå sammen nogle stykker og blive noget stort. ” ”Det bliver i hvert fald et nej tak herfra. ” ”Du kan da ikke blive til noget alene. ” ”Det kan jeg da vel nok. Jeg har set de små kattekillinger. Jeg kan rulle hen til dem, og vi kan lege sammen. ” ”Høh, som om det var noget. Jeg har allerede aftalt med en række andre garnnøgler at vi bliver til en flot islandsk sweater. ”

Første dans Han går i sine egne tanker. Bilen. Bøvl og udgifter. Hvornår skal man leve lidt? I køledisken finder han noget hurtigt, så han får mest mulig tid i garagen. Han vender sig hurtigt og går videre, men hun står lidt i vejen i sin egen drømmeverden, og de går begge til samme side for at komme forbi. De kigger på hinanden, prøver at aflæse kropssprog og signaler, højre og venstre, og går igen til samme side. Hun siger: ”Skal vi danse? For nu er vi lige ved at tage en svingom. Giver du en omgang?” Han smiler skævt. #februaryFICTION #valentinesdaywarmup

Vi er taget til Nordirland, dybt ude på landet. Frank har mødt en landsmand på flyet med en bed & breakfast for fiskeglade tyskere. De mangler, og vi bliver inviteret på weekend. Fiskeriet består i, at vi står ude i regnen i timevis uden at fange noget som helst. Det regner så meget, at vi ikke ved om vi har snøren i søen eller i himlen.. Da vi gennemblødte kommer tilbage til gæstehuset, går ejeren hen til regnvandstønden og fisker den gedde op, han har gående der. Den smager fantastisk, og den tyske hvidvin, der følger med, er ikke mindre god. #FebruaryFiction #100ord #GlimtFraIrland #FiskerIRørtVande

ORDSPROG - Vi hører de skarpe knald fra automatrifler give genlyd mod murene i den smalle gyde udenfor. Min lillebror vågner og trækker tæppet op over næsen. Hans øjne er opspilede. "Lad ikke dit blik drage af ilden i det fjerne," fortæller jeg ham, "men se jorden under dine fødder." Det er noget, mor altid siger. Og lige med et smækker hoveddøren op, og far råber noget uforståeligt. Et enkelt skud giver genlyd mod væggene i huset. Nu brænder jorden. #februaryfiction

https://www.facebook.com/Thomasarntforfatter/photos/a.1185644861483525/1995800377134632/?type=3&theater

Kaninen. Kaninen hed Tjums. Det var en glad og sulten kanin. Den fik hver dag en stor buket grønt, der bestod af hampeblade, salatblade og mælkebøtteblade. Den åd altid hampebladene først. Når de var væk, lagde den sig ned og nød livet en halv times tid. Pludselig var det som om, at den fik fråderen på. Så åd den resten. Først salatbladene, så mælkebøttebladene. Altid i samme rækkefølge. Nogle gange fik den besøg af en kat i sin løbegård. Tjums var fuldstændig overbevist om, at katten var en hunkanin. Måske den blev lidt rundtosset af de hampeblade! #februaryFICTION

#februaryfiction Jeg triller, jeg triller sagde den lille frikadelle, hoppede ned af fadet og ud af døren. Hu hej det gik hen ad fortovet. Jeg triller, jer triller sagde den til en lille pige. Tril du bare videre, jeg er ikke sulten. Jeg triller, jeg triller sagde frikadellen til en dame. Tril du bare videre, jeg er vegetar. Jeg triller, jeg triller, sagde frikadellen til en kartoffel, den mødte. Jeg triller med, sagde kartoflen. Ned ad bakke gik det lige ind i et hus, hvor en mand holdt tallerkenen frem. Sjask landede de i en sovsesø. Tak for mad, sagde manden.

#februaryfiction dag 13. Kyssebænken 2. Vi har gået tur. Nu sidder vi på den skæve bænk, som en genial naturentusiast har plantet netop her. Vi nyder udsigten over skovene og marken hvor rådyr græsser. "Ved du godt, at den kaldes Kyssebænken? " smiler du. Jeg fniser. "Ja, det var faktisk her, jeg kyssede Ludwig første gang". Din lille latter danser vals med vinden. Pludselig læner du dig ind over mig og kysser mig. Et vådt, lidenskabeligt kys. Overrumplet gengælder jeg dit kys. Grådigt og nysgerrigt. "Men jeg er jo slet ikke til piger" mumler jeg. "Nå?" Ler du. Du har lige sat spørgsmålstegn ved hele min identitet.

I Berlin. Jeg kan se resterne af muren i Berlin. Graffiti har givet den nyt liv, men heldigvis ikke det samme som før. En del af mig ville gerne have oplevet det gamle liv, mens en anden del skriger sig hæs i afsky. Nyhederne maler et dystert billede af en ny mur. Vi er i gang med en gentagelse, er det eneste jeg tænker. Jeg tager en sidste visuel indånding af de krakelerede mursten, før jeg lukker vinduet i med et smæld. Ved det smudsede hotelbord skænker jeg to glas whisky. Til mig selv og en usynlig ven der altid er velkommen. #februaryfiction dag 13.

Universitetets dramaklub har audition på et irsk stykke. Noget der foregår ude på landet i 50’erne. Lige mig. Jeg indfinder mig til audition med en bunke irere. Instruktøren stikker mig en rolle og peger på en side i manuskriptet, og jeg læser op på mit bedste skoleengelske. Der er tavshed, og instruktøren kigger lidt ned i gulvet. Du er ikke irer, vel? Jeg nikker. Man kan høre det på din accent, siger hun. Jeg nikker igen. Der et irsk stykke, ser du, siger hun. Og så din accent. Men vi har brug for nogen, der kan passe lyspulten. Jeg nikker. #FebruaryFiction #100ord #GlimtFraIrland #CastingCouch

TRUMMERUM - Beboerforeningens formand trisser rundt og river gruset på den anden side af hækken og stabler alle de efterladte hundelorte op i en formidabel, demonstrativ bunke, som han lader ligge til skræk og advarsel. Julelysene bør også snart komme ned, han må låne stigen fra nummer 17. Fedte-Allan parkerer sin knallert i forhaven, som han har lagt fliser over, og hele rækken stinker af benzin. Ikke som lillemors mørbradgryde, nej. Han skæver op, og der står hun bag blondegardinet og vinker ham ind. Gudskelov, at kærligheden gør livet værd at leve. #februaryfiction

#februaryfiction Når mørket faldt på kom kløerne frem. Det bløde skind stivnede og blev hårdt med skarpe hjørner. Det var tid at komme ned i byen til de andre. Gruppen var på 8-10. Ikke at de på den måde var sammen. De var sammen mod de andre. De andre var også kantede med skarpe kløer. Inden viste svaghedstegn. Det ville også have været den visse død. Foran vadestedet stødte de sammen. Første våben var ordene, som bed og sved som piskeslag. Når stemningen var hed nok kom sammenstødet. Hvis de ikke havde været så forbandet glatte, havde vi sejret denne gang.

Ok vi giver det 3 år, nej 5 altid ulige numre som i et eventyr. Så har du masser af tid til at finde dig en ny kone og I kan få tre børn, Ryan, Mark og Denise. Hun fniste af sin egen evne til at finde på virkelige grimme børnenavne. En gang om året fortæller hun børnene, at far ikke er hjemme. Og det er der du kører op til vores sted. Ja jeg har en madpakke med. De første år bruger jeg servietten til at tørre tårerne væk, de sidste år blot for at tørre mig om munden. #februaryfiction

Misbrugt. Ambrosius på 15, havde drukket vodka hjemmefra. Han var i særdeles fremmeligt humør og havde spillet godt op til de to modne singledamer under havnefesten. De havde klart afvist ham, men der for alligevel en djævel i dem, senere på aftenen. De tog ham under hver arm og førte ham over i den nærliggende birkelund. Han smilede stort. I lunden kyssede de to kvinder Ambrosius så intenst, at han kom, inden han fik bukserne af. De afklædte den forventningsfulde unge mand- og under påskud af at skulle tisse, forsvandt de to kvinder i mørket. Med knægtens tøj under armen. #februaryFICTION