Hjertet husker Du fortrød i det øjeblik, du sagde ja til ham. Du gik, før dine fødder ramte gulvet, før maden blev kold, før mælken blev sur. Måske forlod du ham, før I mødtes. Du var aldrig rigtig der. Men værst af alt, du svigtede dig selv tusind gange, før du svigtede ham, og svigt bor i hjertet døgnet rundt. Hævn er fuldstændig unødvendig, du har selv udmålt din straf. Derfor har du sorte rander under øjnene, derfor sover du ikke, derfor har du smerter, derfor græder du. Derfor ramler alt for dig. Dette er historien du ikke vil høre. #februaryfiction

Forfatterens fire leveregler I dåbsgave fik hun: ” Livet skjuler mange løgne, men vi er næsten ens når vi er nøgne ” * I konfirmationsgave fik hun: ”Det meste af dit liv er du voksen, vær et godt menneske, få det bedste ud af det. ” Af sin far fik hun: ”Find en god mand, men husk, han skal ikke være for pæn, så løber han med andre damer. ” Sig selv gav hun: ”Skriv fantastiske historier om alt mellem himmel og jord. Skriv så du husker alt, skriv til du glemmer tid og sted. ” Og det gjorde hun. #februaryfiction *Gasolin: Se din by fra tårnets top, 1972

Ukrukket. Bandet var klar i den fyldte sal. De havde klart fået fat i et større publikum, de sidste par år, efter et par vellykkede albums. Billetpriserne var også steget, men endnu ikke til det vulgære niveau, som andre bands forlangte. Et godt stykke inde i andet sæt, trådte forsangeren hen til sit svedhåndklæde, som lå midt på scenegulvet. På ægte rockstjerne manér, grebet af den intense stemning i salen, sparkede han resolut håndklædet bagud på scenen. Med skuldrene oppe om ørene, holdt han sig forskrækket for munden, da han så håndklædet væltede en øl der stod på gulvet. #februaryFICTION

Den dag Peter glemte sin taske i bussen del 2 Peters mor stod nu klar til at få fat i tasken. Hun stod der lidt i god tid og opdagede at, der holdt to busser, hvor der stod 103 ikke i rute. Hun gik hen til dem begge og spurgte, om det var dem. Men det var det ikke, så kom der en anden susende forbi, hvor hun lige nåede at se. At der stod 103, så hun gik hen og ventede, på at han ville åbne for passagererne, der skulle tilbage til Kolding. Men den bus kørte åbenbart ikke videre, så hun fik ikke fat i tasken den dag. #februaryfiktion © Thomas B. Lyhne

Øjeblikket -Det var dog et ekstremt langt teleskop du har, hva?! -Ja det må man sige. Det skal være et ekstremt langt teleskop, det er jo det vi prøver at løse universets gåde med. Vil du kigge i det? -Ja, tak. Universets gåde, stort! Hvad kigger du efter? -Vi tror vi ved alt, men vi ved ingenting. Jeg leder mest efter spor efter liv på… ej prøv lige at stå stille, jeg tror du har fået noget i øjet, lad mig lige se. - Hvad er det? Hvad ser du? - Øhm… Du har virkelig smukke øjne. Jeg mener… det… #februaryfiction

Det har været en udsøgt fornøjelse at læse alle de spændende historier, som I skønne februarmennesker har delt! #februaryfiction Jeg glider lydløst ind i slyngningen og bliver et med naturens hvirvler. Jeg ophører med at eksistere som et selvstændigt individ og er nu del af alt levende her i verden. Mine atomer og molekyler, ja hele min DNA er smeltet sammen med alt levende og summer rundt som en kraftfuld organisme, der flyder over jordens overflade og suger alt levende til sig. Vi har været hele vejen rundt og besidder en hidtil ukendt kraft. Med en overjordisk syngende lyd hæver vi os op i Universet. Vi finder en ny klode til en ny begyndelse fri fra alle gamle fejl.

OPDAGELSER - ”En pterodaktyl!” udbrød den gamle. ”En stork,” svarede den unge hånligt. De nærmede sig koordinaterne, der stod skrevet i den udslidte dagbog, de havde fundet blandt den afdøde A. Horn Hvidtfeldts effekter. ”Er du stadig ikke overbevist?” Den unge rynkede på næsen. ”Jeg ved, min far havde mange skøre ideer. Han ville have grinet røven i laser, hvis han havde set os nu. Hele dagbogen er sikkert humbug fra ende til anden. En gammel knarks sidste gækdriveri med dem, der udholdt ham lige til det sidste.” Fra toppen af træet lettede den vingede skabning med et skrig. #februaryfiction

Så lad da røven hænge, den kan klaske i takt med armene og hvis lårene slippes ud af de stramme bukser, har man sin helt egen trio, som med lidt snilde kan lyde som introen til GOT under løb. Fryser du om næsetippen, så kys for den da og lad den lune sig i en rynke eller en revne, who cares, bare det varmer. Lad fingerne danse cancan på månen og ta en svingom med rullestenene, lad persillen sidde i tænderne og forstyr din næste. Spring ind, spring ud, eller spring over, bare du ikke springer i ligegyldigheder. #FebruaryFICTION

Nervøs. Han var nervøs. Han rystede. Det var derfor han var nervøs. Han hadede tanken om, at de andre så han rystede. Det var ca 10 timer siden, han sidst havde fået alkohol. Han vidste hvad der skulle til. Han købte 4 guldøl på vejen hjem. 3 var nok, men hellere være sikker. De 3 drak han på en halv time. Belønningen kom. Han holdt op med at ryste. Den 4. øl drak han mens han badede og gjorde sig klar. Han tog afsted. Der var omkring 1 time til, han ville få mere at drikke. Alt var godt nu. #februaryFICTION

Lang dag Alma Andersen Gottschlag Det regnede.Jeg var lige kommet hjem, jeg var drivvåd for jeg skulle gå hjem fra de store gader, mit brune hår var helt sort fordi det var vådt. Jeg var så træt, jeg havde hovedpine og manglede vand efter den lange dag med matematik og dansk.Jeg kom lige i tanke om jeg havde flere lektier, jeg ville bare sove, men jeg skulle bare lave de dumme grå lektier. Jeg kom til at lægge mig i min bløde lyserøde seng, et kort sekund efter var jeg faldet i søvn. Bang ! Jeg vågnede med et sæt det var en … #februaryfiction #Kassebøllefriskole #elevopgave

#februaryficion sidste dag Efter tyve år på havet vendte Sejleren hjem. Mindet om den kvinde, han havde villet glemme, var nu blot et strejf af lykke og bitterhed, der var forsvundet som bobler i havet. Da han nærmede sig byen, forbløffedes han over hvor velkendt den var. Tårnene var nøjagtigt som hans underbevidsthed huskede. Skibet fandt selv vej. I havnen stod en mindesten, han ikke syntes at genkende. Billedet var næsten hvisket ud. ”Hvil i fred, Skøjteprinsesse” stod der under det. Hendes smil ramte ham som en boomerang. Havde han dog blot kunne tilgive i stedet for at forsøge at glemme.

Et par blommer af Rasmus lollesgaard Jeg gik på gaden og købte et par blommer i 2 timer, det var rimeligt dyr. Fandt et par duftlys frem redte sengen og tændte lysene, lagde to gennemsigtige balloner på bordet, det kunne være vi skulle bruges dem. Gik ned fandt noget chokolade. Jeg kiggede på Klokken, den var snart seks. Skyndte mig ovenpå for at tage det pæne tøj på. Det ringer på døren og jeg åben den #februaryfiction #kassebøllefriskole #elevopgave

Pause af Jonatan Elias Mine ben og jeg gik en tur i skoven, det var ikke en helt normal gåtur, “Fare forude” stod der på skiltet, men vi gik bare videre, lige ned i syeren, pauser, men ingen stop, vi gik bare , indtil at mine ben sagde stop, og blev syrefiserede, ingen stop tænkte jeg, kun pauser, jeg måtte hoppe på min tunge, men det var et dårligt valg, min tunge sviede, jeg gik på hænder, ingen stop, kun pauser, da jeg kom ud af syrepoolen gjorder jeg det, jeg stoppede. #februaryfiction #kassebøllefriskole #elevopgave

Benjamin & Malik. Et stillbillede. Del 10. 15 år er gået. Malik har fået kone, børn, villa samt et gadekryds af en Volvo i indkørslen. De kalder den det, fordi den består af kasserede bildele. Mor er død. Drak sig ihjel kort efter Benjamin blev fængslet. Malik drikker en slurk af sin te. Cafeen reklamerer for den, men Malik er ikke imponeret. Dørklokken bimler, idet Benjamin træder ind. Han kom ud for nogle måneder siden, og indvilligede i at mødes. Hvordan mon han har det? Kan han holde sig ren denne gang? Han er iført stribet jakke. For første gang ligner han sit gamle jeg. Malik smiler. #februaryfiction dag 28. (2)

Legenden om fregnerne. Du tror måske, at fregner er noget med pigment og sollys? Der er flere måder, man kan få fregner på, men det hele startede, da det første menneske i verden gjorde en hjertensgod gerning for et andet væsen. Den dag fik mennesker af alle oprindelser fregner af godhed. De urgamle folkeslag vidste, at fregner er guldet i dit hjerte, der lyser igennem dig, stråler ud af din hud. Selv på de mørkeste dage, uden solskin, sidder de der, og minder dig om dit hjerte af guld. Så vær rar, så dit hjerte har noget af stråle for. #februaryfiction

#februaryfiction Ding, dong, ding, dong. Ding, ding, ding, ding. Kirkeklokkerne kalder til gudstjeneste hver evig eneste søndag. Kan du da for fanden ikke gøre noget ved larmen? Jeg er bare en lille trold. Spørg Fanden. Gud ja, god ide. Hvad, du, Fanden. Jeg har et problem. Hver søndag, når jeg ligger i min ondeste søvn og drømmer om nye trolderier, bliver jeg vækket af en gudelig larm fra de velsignede kirkeklokker. Tumpede trold, forstyrrer du Fanden selv på grund af kirkeklokker. Kan du ikke trylle? Joh, men… Hvad er der galt i at trylle klokkerne om til gummi. Tænk da selv!

Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre jeg løber op på midten af banen og kaster bolden til min medspiller jeg løber ned i mellem modstanderne jeg står og venter på bolden min medspiller hopper op i luften og kaster bolden ned til mig jeg prøver at vende mig rundt men modstanderne holder rundt om mig jeg bliver sur og ryster spillerne af mig går op til 3-meteren kaster bolden til min medspiller han hopper op og skyder på målet han rammer målmanden lige i hovedet så han bliver gal og slår min medspiller lige i hovedet han sagde aaaaaaav #februaryFICTION

#februaryfiction andensidste dag. Demensforskeren var begyndt at glemme ting. Hvor hans briller lå, hvad naboen hed. Han kunne finde leverpostejen i postkassen, og katten i vaskemaskinen. Når han holdt sine foredrag for fulde huse, var der ingen, der lagde mærke til noget, selvom han vrøvler og glemte vigtige pointer. De sad med andægtige miner og nikkede af alt, hvad han sagde. "Om 5 år er vaccinen mod demenssygdomme klar!" Proklamerede han, og mærkede hjernen lukke ned. Han vidste godt selv, at han nok ikke selv ville nå at få glæde af sit livsværk.

Tid En mand står på perronen og venter på toget. Manden har travlt, han skal nå et møde. Et møde der er altafgørende for hans fremtid. Han kan høre urets tikken. Hvornår kommer mit tog tænkte han, fuldstændig uvidende om at hans tog aldrig ville nå frem. For ingen toge ville holde for ham eller nogen andre selv, hvis et barn stod på skinnerne. Tiden stopper aldrig. Den fortsætter kun fremad. Smadre igennem håb og drømme. Dit liv er meningsløst. Det er den uforståelige sandhed. At tiden går sin egen vej og At tiden er røv ligeglad med dig og alle andre. #February Fiction Mathias - Tobias

Benjamin og Malik. Et stillbillede. Del 8. Hendes hånd var slatten, og huden rynket som pergament da hun lå der i den kridhvide seng. Lugten af hospital fik det til at vende sig i ham, men han havde ikke ret til at brokke sig. Benjamin var kommet i fængsel, faren var forsvundet fra deres liv, så han var det eneste hun havde tilbage. det nyttede ikke at han brød sammen nu. Han skulle være hendes klippe. ”Har du besøgt ham endnu?” Hendes stemme er anstrengt og de blodskudte øjne stirrer på ham, uden rigtig at se ham. ”Nej… ikke endnu,” han stopper op idet hun hoster voldsomt. #februaryfiction dag 27.

Arkivaren Jeg samler. På ting. På drømme. På kapsler og sommerfugle. Men allerhelst vil jeg gerne samle dig op. Op af brønden og ind i himlen. Men du vil ikke. Så jeg samler. På udsigter. På håndtryk. På hvad som helst. Jeg er ikke skør. Det tror jeg i hvert fald ikke. Men man kan aldrig vide sig sikker. Livet er fejt på den måde. Nogle gange er det ikke værd at samle på. Og dog kan jeg ikke lade være. Jeg er et menneskeligt filter. Jeg tager imod. Sorterer. Venter. Håber. Tænker på dig, mens jeg samler på stjerner. #februaryfiction

Jeg medvirker for fjerde gang, og nu hvor vi næsten er i mål, tænker jeg, at det ikke skader at dele et enkelt link. Læs med om I har lyst - der ligger 26 stk.

På den 3 date spiste de på den ikke for pæne, ikke for simpel, men lige i midte resturan og han snakkede om ikke for meget, ikke for lidt, men lige i midten snak. Han mindede om en menneskelig udgave af en leverpostejsmad med våd agurk. Hvem fanden gider knalde en leverpostejsmad med slatten agurk, tænkte hun, mens hun forbandede metoo og feministerne langt væk. Her sad hun med resultatet af deres værk, en mand der respekterede kvinder for meget, med for lidt mandighed, men lige i midten af den politiske korrekthed. #FebruaryFiction

Edelweiss. De mødtes på Edelweiss tilbage i 80’erne. Edelweiss var “the shit” i området- og det eneste sted med udskænkning og dans. Gæsterne var primært en større flok kække elever fra en nærliggende fagskole. Hun hed Solvej og gik på skohandlerholdet. Hun så smuk ud i diskolyset, iført pastelneon uniform og dødt pattedyr om halsen. Det lange brune hår fusionerede så naturligt med pelsdyrets farve. De dansede 80’er agtigt til “Take on me” og andre af datidens hits. De kyssede lidt ind i mellem- og de var altid helt smadrede, når de skulle op og i skole.. #februaryFICTION.

I was Walking Home From My Job. I Came Down A Road That I Normaly Don’t On My Way Home. I Was On a Street With Many People. It Looked Like a gang. I was Thinking *Please Don’t Mog Me* Then Out Of Nothing Came A Door From The Corner Of The Street It Had A Knife. We Ran Away Form The Door. I Came Home. I Saw It thoru The Window It Still Had The Knife. It Stawlked Me. I Called The Police. The Police Came. Im Only Scared Of Doors With Knifes now. #FebruaryFiction

100 ord fra Vitze og mig: Solen ved du ikke meget om Men nu skal du høre, hvad den kan Den kan skinne på en kvinde og en mand Der sidder ved en strand Og synger en sang Der har en smuk klang Ræk mig lige månen, siger kvinden Og kysser ham på kinden Han hopper op og prøver forgæves Han vil så gerne gøre det der kræves Men månen er langt borte Han smider sin skjorte Svømmer afsted i det blå Og prøver at nå Månens spejl Men planen slår fejl Han vender aldrig tilbage Trods kvindens gråd og klage Hun vil aldrig mere plage #februaryfiction #100wordstory

Der er familier men ingen mennesker, der er lærer og elever men ingen skole, der er biler, lastbiler, busser og taxaer men ingen veje, der er tog men ingen skinner, der er fotografier men ingen fotografiapparater, der er busterminale men ingen busser, der er internet men ingen computer, der er 4G men ingen mobiltelefoner. alt føles så uvirkeligt, som om alting mangler den vigtigste del af sit legeme, som om intet er, hvad det har været, som om en gigantisk stor sort sky har lagt sig over Danmark - måske hele Europa, ja måske endda hele Planeten Jorden. #februaryfiktion © Thomas B. Lyhne

Havet trak sig sammen og faldt sammen, over den båd min besætning og jeg var på. Havet druknede dem alle på nær mig. Nogen af dem døde med det samme, andre blev trukket ud i havet, og de druknede langsomt. De hviler sikkert alle sammen oppe i himlen og kigger ned på mig. Jeg mangler stadig en ny besætning, men jeg har lært noget nyt siden dengang. Selv den fineste rose med de blødeste blade har skarpe torne.

#februaryfiction Jeg ville ønske jeg kunne flyve. Så send dit ønske ud i universet. Hvis du virkelig ønsker noget og gør alt, hvad du kan, vil det gå i opfyldelse. Da vil jeg starte med at tabe mig og begynde til springgymnastik. Nu er jeg 10 kilo lettere, og jeg er ret god til både spring og saltoer. Jeg går op på kanten af klippen og kaster mig ud over havet. Det værste, der kan ske, er en gigantisk maveplasker. Jubii, jeg svæver. Uhm, det var dog en lækker hapser, tænkte rovfuglen, lige noget for mig og mine ti sultne unger.

Benjamin & Malik. Et stillbillede. Del 6. Malik er oprigtigt bekymret. Han kan se på Benjamin at han er på vej ud over afgrunden, men han kan intet gøre for at hjælpe ham. De er brødre men har aldrig været tætte. Har aldrig gjort ting sammen som brødre skal gøre. De er forskellige som dag og nat. Fjernsynet kører i taglejligheden på Nørrebro. Han følger med i retssagen. Normalt interesserer Malik sig ikke for, hvad folk er anklaget for, men her gør han en undtagelse. Øjeblikket kommer hvor han sætter tv’et på pause, bare for at lade billede stå. Benjamins udmagrede ansigt på vej ind i retssalen. #februaryfiction dag 26. (1)

#februaryfiction tredjesidste dag. Efter aborten lå jeg længe med lukkede øjne og lyttede. Sygeplejerskernes travle skridt udenfor døren og deres dæmpede tale gjorde mig tryg. Mit eget åndedræt og blodet, der stadig susede i mine årer holdt mig i live. Jeg turde ikke åbne øjnene hvis nu de ville opdage at jeg var vågen, og sende mig hjem. Jeg magtede ikke at skulle hjem. Hvad ventede mig andet end stilheden. Tomheden i min livmoder sendte ekko rundt i hospitalsstuen. Dagene, der ventede, skræmte mig mere end noget andet. Folks medlidende blikke. Kunne jeg dog bare åbne øjnene og stadig være gravid.

Jeg samler på brikker i dit puslespil. Jeg skriver din historie i fortid og fremtid i mit hoved, så snart jeg ser dig i gaden. Det er vel 30 år siden, du var her sidst. Dine krøller er grå nu, og dine fine linjer er mørke. Du siger, at historier fra barndommen, der ikke involverer angst for tordenvejrets mørke, blå mærker eller fulde mennesker kan tælles på en hånd. Men jeg er da med i et par stykker af dem. Vi var nogle sære typer den gang. Eller måske var det bare tiden, der trak striber ned ad din barnekind? #februaryfiction

Nu Livet er en bevægelse. Du bevæger dig. Du ser ting. Forunderlige og forfærdelige ting, men altid er du i bevægelse. Du går gennem mennesker, ind i deres rum. Hos nogle standser du op, sidder, venter, lever et helt liv. Du går ind og du går ud. Ligesom dit åndedræt. Altid i bevægelse. Du holder af disse mennesker og deres rum. Men livet stopper. Midt i en bevægelse. Deres rum lukker sig, og væggene bliver til glas. Du kan kigge ind. Men ikke mere end det. Se bevægelsen. Løft blikket. Kan du se dem? Tusinder af rum der funkler i natten. #februaryfiction

Det var en dag i Februar. Jeg stod der på græsmarken hestene gumlede lidt på det nye hø, far holdt bag mig i den store sorte bil. Vi skulle afsted havde ikke meget tid, færgen gik om få minutter. Jeg begyndte at gå med den tunge trillebør, satte den fra mig og satte kursen mod bilen, gik nogle skridt, stoppede op, lyttede hvad var det? højt oppe fra kom en lyd fra en lille lærke, jeg mærkede vinterens kolde knude løsne sig. Det var en dag i Februar. #FebruaryFiction #AsbjørnAagard #kassebøllefriskole

#februaryfiction fjerdesidste dag ”Vinden har ikke bragt noget godt med sig” sagde Troldmanden. Tunge regnskyer truede i horisonten, og nattens væsener lå på lur bag hjørnerne. Indenfor var der køligt. ”Mon hun er nået frem?” spurgte den yngste. Troldmanden formede en boble med sine hænder, og så tankefuldt ind i den. Med et lille ”blop” forsvandt den. Han rystede på hovedet. Mumlende stemmer og pibende klynk genlød mellem hulens vægge. ”Det er på tide at stå imod” bekendtgjorde troldmanden, og svang sin tryllestav over den nye boble, han netop havde skabt. Alle holdt vejret. Regndråberne fandt vej gennem sprækkerne, og alt blev stille.

Benjamin & Malik. Et stillbillede. Del 5. De andre børns latter giver genlyd i hans hoved. Udenfor døren kan han hører sine forældre tale med læreren. Denne gang er det alvorligt. ”Jeg siger jo at det umuligt kan være hans skyld!” Morens stemme skærer gennem den lukkede dør, efterfulgt af en anden stemme der forsøger at få et ord indført. ”Jeg siger bare at, når vi fanger ham i at bryde skolens regler, så falder der brænde ned.” Lærer Winthers stemme er luftig, som har hun givet op på forhånd. Benjamin sukker og kigger ned ad sig selv. Hans knoer er røde og huden skrabet til blods. #februaryfiction dag 25.

#februaryfiction Boller op og boller ned, - nej det er ikke fastelavn. Jeg har fødselsdag og står derfor og ælter dejen til bollerne. De lækre fødselsdagsboller. Bagefter skal jeg bage kanelsnegle og mine helt særlige småkager med mærkelige mønstre. Hindbærsnitter kommer jeg nok heller ikke udenom, ligesom Othello lagkagen er obligatorisk på mit fødselsdagsbord. Hele huset dufter af bagværket, og det er tid til at brygge kaffe og te. Bordet skal dækkes. Kopper, underkopper, kagetallerkner, kagegafler og teskeer, da jeg ikke har ret mange kagegafler. Mælk og sukker til kaffen. Servietter, flag, bordpynt og lys. Nu ringer det på døren.

Benjamin & Malik. Et stillbillede. Del 4. Han ankom klokken 14 om eftermiddagen. Foran ham stod bygningen høj og majestætisk. Den gule maling skallede flere steder af, og fik det til at ligne en der frastøder sin gamle hud. Benjamin står med fødderne i gruset udenfor indgangspartiet. De sorte støvler er blevet hvide af støvet fra gruset, og hans jakke er efterhånden blevet alt for lille. Der var ikke råd til en ny jakke havde de sagt. Der var heller ikke råd til ham. Derfor var de nødt til at sende ham væk. ”Kun for en stund, bare indtil vi kommer på fode igen…” havde de sagt. #februaryfiction dag 24.

Hansen spillede på sin panfløjte og improviserede. Han spillede støjende og ikke særligt smukt. Men inden længe hørte han noget bag sig. Det var rotter, og der var mange af dem. Han spillede videre på sin panfløjte, og endnu flere rotter dukkede op. Og så begyndte de at gøre ting, efter hvad Hansen spillede. Han kunne få dem til at gøre alt. Med stor magt kommer et stort ansvar. Men det kunne Hansen ikke håndtere. Han overtog hele byen med sin hær. Så hvis folk ikke adlød, fik de pest. Folk kaldte ham “Den Sorte Død”. #februaryfiction

Håbefulde tåber Så stod vi der, som kejtede skolebørn i den tætte tåge, der omfavnede havnen, byen, skoven. Du havde ikke gjort dig umage med at klæde dig efter vejret eller vejre situationen, du var både kold og lidt for kæk af at vente. Jeg ledte efter mere i dine øjne. ”Det er dejligt at se dig. Må jeg byde på en øl? Eller to?” spurgte du. Jeg knappede jakken lidt op, løsnede halstørklædet og foldede ansigtet ud i et smil. For du er den perfekte kombination af lys og mørke, så jeg vil altid sige ja tak til dig. #februaryfiction

Læreren. Millionbøffen lå rygende varm på tallerkenen. Han var sulten. Det havde været en lang og modbydelig dag. Han var igen faldet i fælden, med at udgrænse sine filosofiske udladninger, nærmest til det bizarre. Hans elever hadede det, når det stak af. Men han kunne bare ikke styre det. Og i dag kom reaktionen så! “Gider du ikke holde din kæft, din hovedløse taberdværg!” Lød det pludselig! Det havde han alligevel ikke hørt før. Bare fordi man kun er 155 cm høj! Jo- det havde bestemt været en hård dag. Og han var træt og meget sulten. #februaryFICTION

#februaryfiction Jeg ligger på toppen af bakken og nyder lyset. Lyset skinner klart og hvidt på min nøgne krop. Jeg drejer hovedet og suger det til mig. Udenfor lysstrålen er der mørkt og natten er helt stille. I nat eksisterer kun jeg og månen. Månens stråler lyser mig op, så jeg bliver smukt hvid og gennemsigtig. Sneen reflekterer lyset og dampen fra kulden omslutter mig. Jeg fryser ikke, for jeg er skabt til dette. Månelyset nærer og beskytter mig. Inden længe vil jeg forlade denne verden og suges mod månen og stjernerne, hvor jeg bliver et med deres smukke, skinnede lys.

#februaryfiction ”Der ligger to døende nonner i kapellet. ” ”Har jeg ikke sagt 1000 gange, at messedrenge hverken må lyve eller overdrive. ” ”Nå, jo, men Søster Johanne ligger på gulvet inde i kapellet og raller så sært. ” ”Nu løber din fantasi vist af med dig. ” Abbedissen skridtede raskt mod kapellet. Døren stod på klem, og der lød en voldsom stønnen indefra. ”Gå du tilbage og øv salmerne til i morgen. ” ”Jeg vil gerne hjælpe. ” ”Farvel! ” Abbedissen skubber vredt døren ind. ”Søster Johanne og Søster Maria, rejs jer straks og kom i gang med dagens pligter! ”

Det øjeblik Hun ser det ske og mærker, hvordan hendes hjernes tektoniske plader forskyder sig. Efterskælvet er voldsomt, men hun lader sig ikke mærke med det. Alligevel ved hun, at intet længere er det samme. Landskabet har ændret sig. De gamle stier er forsvundet, og der er ikke længere nogen vej op til udsigten ved Retreat Island. Han står i døren. Ansigtet spørger om alt for meget. Meget mere end hun kan svare på – vil svare på. Det kræver et helt andet landskab. Et landskab, der ikke længere eksisterer. Hun rækker den til ham. Mobilen. Og så går hun. De første skridt. #februaryfiction

#februaryfiction dag 23 Isprinsessen stirrede ud over det frosne spejl af is. Hun knyttede hænderne, og satte farten op, mens hun holdt øje med horisonten. Frostsolen strålede og fik luftspejlingerne til at danse. Et sted derude, bag de tæmmede bølger, sejlede han rundt uden hende. Han havde svoret ikke at vende tilbage før han havde glemt hende. Isen knagede under skøjterne. Aldrig havde hun været så langt fra land. Et hvidt sejl flimrede og blændede hende. Kunne han være vendt tilbage allerede? Nu, hvor hun allermest længtes efter ham? Hun så ikke vågen, hørte kun braget, da isen gav under efter hende.

HØSTBILLEDE - En favn, to favne. Leen svinges, kornet samles. Det ligger i neg på lange, bugtede rækker ned gennem marken. Solen bager ned fra oven, lægger sig på skyggen af hans hat og folderne i hendes kyse. Svedperler løber ned over halsen. Det føles, som om de har været her en evighed og skal være her en evighed endnu, for det går langsomt med at tynde ud i det gule, bølgende hav. Men det er nu, anstrengelserne bærer frugt, og de nyder evigheden. #februaryfiction

Røntgen Hun ser hvad han ser gennem øjne af poleret stål. Røntgen. Tusind larver gennem et net af kød. Røntgen. Solen brænder disen op til lyden af sirener. Røntgen. Du rækker mig din hånd og smiler. Smiler. Røntgen. Noget pibler ud. Skødesløst og uberegneligt. Røntgen. Bag det hvide forhæng hænger huden. Røntgen. Kan havet være stille? Skumtoppe og fugle og sandkorn overalt. Røntgen. Din krop under mine fingre. Lagenet krøller under din skulder. Røntgen. Skyer flimrer over en blå himmel. Blå. Røntgen. Dit smil er blåt. Røntgen. Alt er stille. Røntgen. #februaryfiction

#februaryfiction Er du prinsen i mit liv? Mand i sin bedste alder søges. Har du let til smil? Er du eventyrlysten, og har du behov for at se nye horisonter? Så er du måske, den jeg søger. Du er: en initiativrig handymand, med godt gåpåmod, du er fleksibel og du er alligevel god til at tage beslutninger og føre an. Jeg er: social og omgængelig med godt humør, jeg elsker ture til skov og strand og store naturoplevelser, og at blive nusset om. Tosomhed er bare lige mig! Det vægtes højt, at du er god til dyr. Hilsen den hvide hest

#februaryfiction Ord og molekyler samler sig i maven efter forelæsning fra Universitetets Søauditorium. Dna samler sig til en gigantisk søslange. Den nærmer sig truende. "Forføj dig grumme uhyre!" Slangen kommer nærmere og spiller med den tvedelte tunge. "Gå væk, du er ikke virkelig!" "Så længe du ser mig, eksisterer jeg," hvisler slangen. Ord molekyler og dna snurrer hurtigere og hurtigere i min mave. Jeg griber en lille stok for at slå ud efter slangen og opdager, at stokken er en blokfløjte. Jeg begynder at fløjte. Søslangen forsvandt i den blå luft, og jeg kastede op ud over skibssiden. Søsyge er grimt!

Da glasset klirrede og ramte gulvet, blev den unge golden retriever forskrækket og begyndte at gø rigtigt højt. Drengen der ejede hunden vågnede af de gøende kald. Efter nogle sekunder blev hunden den stille, og man hørte en lyd af noget tungt falde til jorden. En gruppe af mænd i sort tøj, løb ind i stuen og begynde at tage ting derfra. Men inden længe, var der røde og blåt glødende farver og sirener over hele grunden. Mændene prøvede at flygte, men de slap ikke væk. Selvom de var væk, kunne drengen ikke komme over det der skete med hunden.

Som at høre døden komme Jeg sad inde på mit værelse en helt almindelig dag, da jeg hørte noget. En lyd, som jeg umuligt kunne beskrive, men det tætteste jeg kunne komme på, var selveste døden selv. Jeg løb hen til min dør, og låste den, det var ikke så svært, da nøglen allerede var i døren, men så stoppede lyden, og jeg sad og sagde til mig selv, at jeg skulle vågne, men efter et par minutter vidste jeg, at det ikke var et mareridt, men virkelighed. Nu var der noget ved døren igen, og så var der et bump, og døren var væk.